Første skoledag!

Saw Pit Community School

I dag åbnede Saw Pit Community School! Det er helt utroligt som tingene har lagt sig til rette, og denne skole må være blandt kandidaterne til ”den hurtigst åbnede” skole i verden. Jeg vil her fremhæve et par uforglemmelige øjeblikke fra en fantastisk dag i Freetowns slum.

Dagen blev markeret med en åbningsceremoni, som efter traditionen lagde ud med både kristne og muslimske bønner. Man holder meget af taler og taksigelser her i landet, og dem var der sandelig også rigeligt af i det lille klasselokale, som endte med at indeholde mere end 70 børn og voksne. Som nogle af billederne indikerer blev der usandsynligt varmt i lokalet – men det holdte nu ikke nogen tilbage for at sige et par ord.

Mit eget højdepunkt i dag var da hvert barn i skolen blev kaldt op for at få overrakt en lille mappe indeholdende blyanter, hæfter, viskelæder, farver og en lineal. Denne lille mappe er nu deres helt egen skoletaske, og at se deres stolte små ansigter var en helt særlig oplevelse.

Efter lidt sodavand og sandwich til børn og forældre blev Kim, Sulaiman, nogle mødre og jeg selv interviewet af både radio- og avisjournalister. Vi ser frem til at læse avisen i morgen!

Dagen sluttede med et lille møde med alle nøglepersoner i projektet hvor fremtiden blev diskuteret. Det var meget positivt at Kim og jeg næsten ikke sagde noget, da dette beviste for os at de lokale frivillige nu selv tager helt over. De har modtaget en gave med stor tak – og er klar til at køre skolen selv, med kyndig vejledning fra især Sulaiman.

Vi tror på, at vi ved at have vist de frivillige tillid har bidraget til større ansvarsfuldhed i Saw Pit . Vores håb er, at denne skole både vil give de heldige børn der er indskrevne på skolen en mulighed for en bedre fremtid, men også gøre Saw Pit til et sted der er kendt for noget andet end kriminalitet og stoffer: Et sted hvor der findes ansvar, udvikling og tillid!

Det har været en kæmpe oplevelse og inspiration for mig at være en del af et dette projekt. Jeg vil gerne sige en stor tak til farfar for at vise mig den store tillid at jeg måtte forvalte dine penge, og jeg skulle igen hilse mange gange fra alle i Saw Pit og sige en stor og ydmyg tak!
Også tak til Kim! Skolen er i allerhøjest grad din fortjeneste - du har al mulig årsag til at være stolt over hvad du har gjort!

Dette bliver det sidste blogindlæg, og jeg har også lige lyst til at sige tak for alle der har bakket os op med stor interesse og venlige mails.

Skulle nogle have spørgsmål, kommentarer eller lyst til at støtte skolen på nogen måde, er I mere end velkomne til at kontakte Kim eller jeg på disse mailadresser:

Kim: kimthue50@hotmail.com
Simon: simonastrup@gmail.com

Dag 5-7

Slutspurten er gået ind, og der knokles på i Saw Pit for at blive klar til 1. skoledag på torsdag, men vi når det!
Vi har efterhånden fået skaffet, produceret og fundet alle de ting og sager – og ikke mindst mennesker - der skal til for at lave skole: Bænke, tavler, bøger, hæfter, blyanter, læringsplakater, protokollister, katedre, elever og sidst, men ikke mindst lærere. Lærerne kommer – ligesom på den anden tidligere nævnte slumskole - til at være ulønnede. Vi har været meget imponerede over drivkraften og viljen til at arbejde frivilligt – det er både storsindet og ydmygt af disse lærere, men det er samtidig også et bevis på den overvældende mangel på jobs der findes i Sierra Leone. Men som folk hernede siger er det bedre at arbejde frivilligt end slet ikke at arbejde – måske det endda også kan bane vejen for et lønnet job pga. erfaring.

Jeg selv har været på jagt efter nogle gratis skolematerialer fra FN’s børneorganisation, UNICEF det meste af dagen i dag. Hos UNICEF blev jeg henvist til undervisningsministeriet med besked om, at undervisningsministeriet har fået disse materialer til uddeling på landets skoler.
Hos undervisningsministeriet havnede jeg på selveste ministerens kontor, hilste på ham og kom ind til hans højre hånd, som er en slags skoledirektør i Freetown. Han sendte mig videre til det kommunale uddannelseskontor, hvor jeg endelig fik lovning på nogle materialer. Det var en vældig rutchetur igennem uddannelses-spidserne her i landet – alt sammen for at få papir, blyanter og kridt foræret til en lille skole i slummen.

Den næste blog bliver torsdag, hvor vi med Sulaimans ord ”skaber historie” i Saw Pit. Dagen skal efter planen indeholde en lille åbningsceremoni med taler og lidt mad, og herefter skal de 40 indskrevne børn fra slummen have deres første undervisningstime – nogensinde!

Dag 3 + 4

De seneste dage i Saw Pit har været travle. Der saves og høvles, og de store 12 fods brædder tager langsomt form som skolebænke. Vi har fået installeret en lås til lokalet så skolens ting kan opbevares sikkert. Vi har bestilt bøger, købt verdenskort og plakater med tal og bogstaver. Vi har ”spejdere” i byen for at finde tavler. Alle mand er i fuld sving, og det er skønt at se hvordan fællesskabet i Saw Pit styrkes i takt med at skolen etableres.

I dag havde vi en slags bestyrelsesmøde hvor nøglepersoner i projektet mødtes for at fortælle hinanden om hvor langt vi er, og om hvad vi mangler. Vi forsøger at have 1. skoledag den 11. februar – dagen inden jeg tager hjem. Om vi når det må tiden vise, men der arbejdes i hvert fald på højtryk på at blive klar.

Kunstneren Bolaje, kom i dag og fortalte Kim hvor glad han er for projektet. Han har boet i Saw Pit siden han kom ud af fængslet for 15 år siden, hvor han sad inde for bevæbnet røveri. I fængslet lærte han at tegne og male, og har siden levet på et tag i Saw Pit og tjent lidt penge på at male skilte. Han fortæller, at han aldrig har set nogle hjælpeorganisationer i Saw Pit, og derfor er helt overvældet over at der endelig sker noget, og at det foregår på Saw Pits beboernes eget initiativ og præmisser. Samtaler som denne er med til at forstå hvad taknemmelighed over en gave virkelig er: En ting eller mulighed man ikke havde regnet med – måske heller ikke havde fortjent, men som man tager imod med tak og indstilling om at passe rigtig godt på.
Bolaje har malet rummet færdigt i dag og er pt. i gang med at producere to fine skilte.

Det er svært at forklare hvordan arbejdsgangen er hernede. Uden strøm og rundsav tager det naturligt længere tid at save, og når dem der hjælper til enten er børn eller alkoholikere må lidt forlænget arbejdstid vist bare påregnes. Men de gør virkelig hvad de kan – og mere kan vi ikke forlange af folk der ellers ikke har overskud til andet end mad, deres misbrug og forsørgelse af deres børn!

Kim og jeg var på besøg hos projektets supervisor Sulaiman, som har arbejdet i slummen i en menneskealder. Han sørger for skolens videre drift, og er helt uundværlig i koordineringen og organiseringen af skolen. Vi så et lignende projekt ved siden af hans hus, hvor børn fra slummen hver morgen kommer og får undervisning i simple, men dog funktionelle omgivelser. Denne skole – som Sulaiman også superviserer - har været selve inspirationen til vores skole, da den har fungeret godt i mere end 3 år. Det var så fint for os at se de små størrelser fra slummen sidde på små bænke og lære matematik, i stedet for at lede efter skrald de måske kan sælge for nogle få ører. Det giver os endnu mere tro på at Saw Pit skolen lader sig gøre - især fordi vi er så heldige at Sulaiman er med om bord.

Dag 2

I dag har simpelthen været en fantastisk dag!
Dagen startede med at vi fik underskrevet kontrakten med ejeren af bygningen. Vi er meget tilfredse med kontrakten, som ellers har været den største bekymring, da ejeren er en ældre Libanesisk mand, der – uden at fornærme nogen – må siges at være mere forretningsmand end rundhåndet. Men det lykkedes os alligevel at få forhandlet en rigtig fornuftig aftale på plads.

Ellers har især tre af de frivillige arbejdet hårdt med at bære særdeles tunge 12 fods brædder igennem Freetowns mylder hele vejen ned i slummen. Da de kom til Saw Pit kom flere gadebørn og andre fra slummen for at hjælpe til.
De lokale frivillige har arrangeret beskyttelse for materialerne om natten, hvilket også er nødvendigt da området er præget af megen kriminalitet.

En af de gode frivillige, Pay Day kom i morges og viste os ar på håndleddene, da han i nat var blevet arresteret af politiet, som er både hårdføre og alt for ofte ganske korrupte.
Pay Day er ganske vist ikke helt stueren, men når det kommer til etableringen af skolen er han en uvurderlig hjælp. Dette kendetegner faktisk de fleste af de frivillige. De er nogle hårde unge mænd, der føler sig tvunget ud i kriminalitet, men som samtidig brændende ønsker en bedre fremtid for dem selv – og i særdeleshed for deres børn.

Vi afsluttede dagen med sodavand, og vi viste dem et billede af farfar. De synes, at jeg ligner min farfar meget – bare i en noget yngre udgave.

Det at alle materialerne er kommet ned i selve slummen har haft stor værdi, da det er et tydelig bevis på at der nu sker noget. Mange har ikke helt troet på at der var handling bag ordene, men nu er alle klar over at der er udvikling på vej i Saw Pit!

Dag 1

I dag kom jeg til Saw Pit for første gang. Stedet er et afgrænset området, der ligger i forlængelse af andre større slumområder. Det er faktisk umuligt at beskrive stedet med ord, da det er så fjernt fra alt andet man kan opleve i Danmark. Men det står helt klart for Kim og jeg, at skolen kan gøre en reel forskel – ikke kun for børnene, som snart bliver elever – men også for hele Saw Pit, da mange nu tror mere og mere på udvikling – en udvikling der er drevet af deres eget engagement og gode idéer.

I det rum hvor undervisningen skal foregå er der allerede sket store forandringer. Der er blevet smidt en masse ragelse ud, gjort rent, lappet huller og ikke mindst blevet malet. Så nu er selve rummet klart til brug og ser rigtig fint ud.
I dag har vi fået købt de fleste af materialerne til at lave bænke, skillevæg, et gelænder til trappen og andre småting, så formanden for Saw Pit, som også er tømrer, kan gå i gang med at lave inventaret til skolen.

Kim og jeg har brugt en del af dagen på at forhandle kontrakt med den mand som ejer bygningen hvor skolen skal være. Vi er landet på et fornuftigt niveau i forhold til leje af lokalet. Aftalen er at der kan være skole i hans lokaler i 2 år nu. Efter de to år er det meningen, at alle materialer skal flyttes ned i selve slummen, som på nuværende tidspunkt slet ikke kan indeholde en mindre skole. Hvis det heller ikke er tilfældet om 2 år har vi førsteret til at forlænge kontrakten med bygningsejeren. Skulle dette blive tilfældet har Kim, og forpligtet os på at skaffe de relativt få penge der skal til.

Den resterende del af dagen er gået med at lære folk at kende, og gå en tur rundt i slummen. Det er så utroligt, at mennesker bor på og i affald. Det er så stinkende uretfærdigt, men samtidig også så fantastisk imponerende at opleve hvordan folk finder ud af det.

De næste dage kommer alle de lokale frivillige i sving med at producere inventar, finde bøger, lave et skilt og mange andre ting. Der er nok at gøre, og hver enkelt lille ting der sker har en vigtig betydning.

Vi glæder os over den opbakning vi mærker hjemmefra, og håber at I vil fortælle om projektet til venner og familie.

Og til dig farfar: Jeg er blevet bedt om at hilse dig fra folk hernede og sige en stor og hjertelig tak!