mandag den 8. februar 2010
Dag 5-7
Slutspurten er gået ind, og der knokles på i Saw Pit for at blive klar til 1. skoledag på torsdag, men vi når det!
Vi har efterhånden fået skaffet, produceret og fundet alle de ting og sager – og ikke mindst mennesker - der skal til for at lave skole: Bænke, tavler, bøger, hæfter, blyanter, læringsplakater, protokollister, katedre, elever og sidst, men ikke mindst lærere. Lærerne kommer – ligesom på den anden tidligere nævnte slumskole - til at være ulønnede. Vi har været meget imponerede over drivkraften og viljen til at arbejde frivilligt – det er både storsindet og ydmygt af disse lærere, men det er samtidig også et bevis på den overvældende mangel på jobs der findes i Sierra Leone. Men som folk hernede siger er det bedre at arbejde frivilligt end slet ikke at arbejde – måske det endda også kan bane vejen for et lønnet job pga. erfaring.
Jeg selv har været på jagt efter nogle gratis skolematerialer fra FN’s børneorganisation, UNICEF det meste af dagen i dag. Hos UNICEF blev jeg henvist til undervisningsministeriet med besked om, at undervisningsministeriet har fået disse materialer til uddeling på landets skoler.
Hos undervisningsministeriet havnede jeg på selveste ministerens kontor, hilste på ham og kom ind til hans højre hånd, som er en slags skoledirektør i Freetown. Han sendte mig videre til det kommunale uddannelseskontor, hvor jeg endelig fik lovning på nogle materialer. Det var en vældig rutchetur igennem uddannelses-spidserne her i landet – alt sammen for at få papir, blyanter og kridt foræret til en lille skole i slummen.
Den næste blog bliver torsdag, hvor vi med Sulaimans ord ”skaber historie” i Saw Pit. Dagen skal efter planen indeholde en lille åbningsceremoni med taler og lidt mad, og herefter skal de 40 indskrevne børn fra slummen have deres første undervisningstime – nogensinde!
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar