tirsdag den 2. februar 2010

Dag 2


I dag har simpelthen været en fantastisk dag!
Dagen startede med at vi fik underskrevet kontrakten med ejeren af bygningen. Vi er meget tilfredse med kontrakten, som ellers har været den største bekymring, da ejeren er en ældre Libanesisk mand, der – uden at fornærme nogen – må siges at være mere forretningsmand end rundhåndet. Men det lykkedes os alligevel at få forhandlet en rigtig fornuftig aftale på plads.

Ellers har især tre af de frivillige arbejdet hårdt med at bære særdeles tunge 12 fods brædder igennem Freetowns mylder hele vejen ned i slummen. Da de kom til Saw Pit kom flere gadebørn og andre fra slummen for at hjælpe til.
De lokale frivillige har arrangeret beskyttelse for materialerne om natten, hvilket også er nødvendigt da området er præget af megen kriminalitet.

En af de gode frivillige, Pay Day kom i morges og viste os ar på håndleddene, da han i nat var blevet arresteret af politiet, som er både hårdføre og alt for ofte ganske korrupte.
Pay Day er ganske vist ikke helt stueren, men når det kommer til etableringen af skolen er han en uvurderlig hjælp. Dette kendetegner faktisk de fleste af de frivillige. De er nogle hårde unge mænd, der føler sig tvunget ud i kriminalitet, men som samtidig brændende ønsker en bedre fremtid for dem selv – og i særdeleshed for deres børn.

Vi afsluttede dagen med sodavand, og vi viste dem et billede af farfar. De synes, at jeg ligner min farfar meget – bare i en noget yngre udgave.

Det at alle materialerne er kommet ned i selve slummen har haft stor værdi, da det er et tydelig bevis på at der nu sker noget. Mange har ikke helt troet på at der var handling bag ordene, men nu er alle klar over at der er udvikling på vej i Saw Pit!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar